- Odense Katedralskole - https://odensekatedralskole.dk -

Drop karakteren i huen

Interview 

Drop karakteren i huen

En nyere tradition blandt studenter er at skrive sin sidste karakter i studenterhuen. Nina og Asbjørns klasser ønsker ikke at være en del af den tradition. Det handler jo om noget andet, siger de. De fejrer ikke karakteren, men afslutningen på tre gode år sammen på gymnasiet.

Både i Asbjørns og Ninas klasse var der ikke den store diskussion, da det blev foreslået at droppe traditionen med at skrive den sidste karakter i studenterhuen. “Der er dybest set ikke nogen, der ønsker at blære sig med deres sidste karakter,” fortæller Asbjørn. “Derfor var der fuld opbakning i klassen, da vi kom til at tale om, om vi skulle lade være. Det var ikke vigtigt for nogen.” Nina fortsætter: “Vi har alle prøvet at komme ud af eksamenslokalet og ikke være helt tilfredse med vores  præstation. Derfor er det træls med spørgsmål som “hvordan gik det?” og “hvad fik du?”. Det handler jo om noget helt andet – om at fejre de tre år, vi har haft sammen.”

Asbjørn og Nina er enige om, at det, der betyder allermest lige nu, er at være sammen om at fejre afslutningen på tre gode år. Derfor er de også begge glade for, at vi har gallafest onsdag aften – lige efter at alle er blevet færdige. Der kan alle slappe af og bare feste. Med hinanden. Og med de lærere, de har haft i løbet af de sidste par år.  

Det, de glæder de sig mest til, er at fejre de tre år med kammeraterne. Men det bliver også hyggeligt at fejre med familien. “Jeg skal ud og spise med min familie om aftenen, og så holder vi studentergilde ugen efter”, fortæller Asbjørn. Nina skal til sin afsluttende eksamen tidligt på dagen, så hun skal spise brunch med sin familie, når hun har fået sin hue på.

Asbjørn, Nina og deres klasser har droppet at skrive den sidste karakter i deres huer. Men skal der så heller ikke løbe nogen efter vognen? Det er også en ny tradition, at dem, der har fået 12 til sidste eksamen, skal løbe efter vognen frem til første stoppested. “Vi har joket med, at vi alle sammen skal løbe efter vognen”, slutter Nina.