- Odense Katedralskole - https://odensekatedralskole.dk -

Elevorganisationer

Elevorganisationer

Vi har et slagkraftigt elevråd, landets ældste elevblad og mange, mange andre elevorganisationer.

Vores elevorganisationer

Elevrådet

I elevrådet mødes repræsentanterne fra alle skolens klasser. I elevrådet drøftes skolens udvikling og tiltag, som eleverne ønsker at engagere sig i. Elevrådet er repræsenteret i alle skoleudvalg, i bestyrelsen og i lærernes PR (Pædagogisk Råd). 

Elevrådets bestyrelse koordinerer aktiviteterne og mødes flere gange hver måned med rektor Lone eller pædagogisk leder André for at vende stort og småt. Det er blandt andet elevrådets bestyrelse, der gennem årerne har været den drivende kraft bag elevrådsinitiativer  som “glædesdag”, “røgfrit OK” og mobilfri undervisning. 

AMOK

AMOK er en forening for alle musikere, musikglade og musikinteresserede elever på Katten. Som medlem af AMOK har du mulighed for at benytte dig af vores øvefaciliteter ved musiklokalerne i kælderen, samt at komme med til diverse events. Udover vores efterhånden famøse AMOK-Caféer afholder vi eksklusive medlemsfester og flere andre events i løbet af skoleåret.

Besøg vores facebookside, AMOK på Odense Katedralskole [1], smid et like og følg med! Eller se billederne fra vores seneste AMOK-café [2].

Punch

Den 25. marts 1929 udkom Punch for første gang. Dermed er bladet et af Danmarks ældste skoleblade. Bladet, som nærmere er et magasin, har artikler, der strækker sig fra det seriøse til det sjove og finurlige. Artiklerne skrives, redigeres og layoutes alle af eleverne selv, hvor alle med lyst og interesse kan bidrage. Artiklerne udgives digitalt. 

Du kan læse mere på Punch’s facebookside [3] 🙂

Skolefester på OK: Elevfester og fest for gamle elever

Vi holder ca. 4 fester om året. Årets første fest ligger i efteråret.  Omkring 1. december er det tid for den traditionelle julefest for nuværende og gamle elever. Der er typisk to fester i løbet af forårssemestret. Og derudover er der ved skoleårets afslutning en gallafest for alle studenter fra 3.g og 2.hf. . Billetter til festerne sælges kun i forsalg – og kun til skolens egne elever. 

Den grønne paraply

Den grønne paraply dækker over 3 elevorganisationer: Miljørådet, Operation Dagsværk og UNESCO. De tre organisationer arbejder på forskellig vis på, at vi gør en forskel og gør verden og gymnasiet til et lidt bedre sted at være.

Miljøråd: Vi har i en del år haft et meget aktivt miljøråd med mange elever, der efter skoletid arbejder for en mere miljøbevidst skole. 

Der er både fokus på oplysning f.eks. gennem fællesarrangementer, men også praktisk arbejde. Miljørådet har fx været med, da der skulle indføres affaldssortering; Miljørådet står bag skolens indsamling af pantflasker og også bag de populære tøjbyttearrangementer. 

Operation Dagsværk: Operation Dagsværks-gruppen informere bl.a. alle skolens elever om projektet “Operation Dagsværk” som ligger i november måned. På Operation Dagsværk-dagen slutter undervisningen allerede ved frokosttid, og alle elever kan derefter arbejde for Operation Dagsværk.   

Operation Dagsværks-gruppen informerer også om andre typer for indsamlinger, fx Røde Kors’ gymnasieindsamling. 

UNESCO: Vi er en verdensmålsskole. Derfor har vi en elevgruppe, der arbejder med UNESCOs verdensmål. 

Aktiviteter

Brætspilscafé, græskarudskæring til Halloween, skak og julehygge – vi har mange aktiviteter, som arrangeres af elever for elever. Hvis du har en god ide til en elevaktivitet, så kontakt André Dekker. 

Torsdag Eftermiddag

Åben skole

Hver torsdag slutter skoledagen efter 3. modul kl. 14:05. Dette sker for at give eleverne mulighed for at deltage i en lang række aktiviteter. På dette tidspunkt er der mulighed for at deltage i det der hedder “Åben Skole”. Åben Skole er en række frivillige tilbud til eleverne:

  • Musik: der er mulighed for at komme ned i musiklokalerne og synge i kor, spille i band, øve til forårskoncerten, etc.
  • Billedkunst: billedkunstlærerne står til rådighed for de elever der har lyst til at komme og udfolde deres kreativitet i forbindelse med maling, tegning, formgivning, etc.
  • Idræt: stadion og hallen er åbent for alle der har lyst til at komme ned og røre sig og mødes med andre elever på tværs af årgangene
  • Lektiecafé: i Orangeriet er der mulighed for at få hjælp til lektierne eller til at forstå noget af det man måske ikke lige fik forstået da det blev gennemgået i timerne

André Dekker

Pædagogisk Leder 

Ring eller skriv

hvis du har spørgsmål eller brug for flere informationer