Adventsartikel – En juleberetning fra staterne

Sneen ligger som en hvid dyne over den østlige del af landet. En høj, intens og hylende lyd, der minder om en telefons klartone, ringer til frokost over landsbyskolens lavteknologiske PA-system. Dørene bliver låst til cafeteriet, mens en lalleglad forsoningsmelodi spreder en munter julestemning fra kantinedamernes anretterbord. Deres store, engagerede hænder, klæbende til hvide plastikhandsker, bærer store, runde metalfade over flokken af elever, der stimler sammen i myretuelignende formationer og higer efter pizza. Den smeltede ost hænger ud over kanten og klistrer sig til de fedtede teenagefingre. 

Velkommen til Howard City, Michigan. Vi er i den del af landet, hvor affaldssorteringen ikke er kommet på dagsordenen endnu, og den lokalpolitiske agenda mest handler om at skabe så meget modstand mod opsætningen af vindmøller som muligt. 

I Michigans rødglødende majsmarker, i hvert fald hvis man dykker helt ned og kigger, får øje på de runde konsonanter og tager route 131 langt nok nordpå, er den demokratiske delstat ikke længere så demokratisk. Michelle Obama er blevet til en led kælling, og man har antaget som en generel regel, at liberals per definition er et problem – selv et flygtigt kidnapningsforsøg mod guvernøren holder ingen tilbage. 

Og udenfor truer en ny vinter: Stars and stripes er stolt hejst over hvert en bygning, og cowboystøvlerne og carhartt-jakker er fast inventar i en Michiganders vintergarderobe. Lokalsamfundet har gjort klar til jul, siden kalenderen viste første november, og der er ved at sprede sig en vis rastløshed blandt landsbyboerne.

Mine røde kinder tager imod minus tyve graders hæsblæsende kulde med stiv arm og trodser al advarsel fra Fox Weather om forfrysninger og snestorm. Sidste år holdt skolen lukket i to uger, og et fyrretræ blev blæst ned i taget. Det blev hurtigt repareret og rettet ind, men man kan stadig ane, hvor vinterens brutalitet slog hul. Man kan se, hvor taget skifter farve, og der, hvor de stærke grene skar sig igennem, løsslupne fra stammen, hvis man sidder på den helt rigtige plads i Mrs. Goulds klasseværelse. 

Der bliver ryddet for sne to gange i døgnet. Jeg kan høre vognen køre forbi, mens samfundet lukker vinteren ind om sig. De sidste solstrålers skær cementerer et stærkt budskab her i den tidlige solnedgang, mens et halvsmadret budskab flagrer i vinden fra den anden side af vejen, forsøger at vende den sidste desperation til vrede. Men selvom vi alle er sure, falder dét Fuck Biden-flag lidt til jorden, når det er gået halvt i stykker, og dens frynser blafrer forvirret rundt i vinden. 

Tammy VanDykes pickup er til reparation hos Almy Truck Service ved afkørslen fra 131. Hun står luret under sin samling af republikansk merchandise og løfter sin hånd til hilsen, da jeg er på vej op ad den lange indkørsel. Jeg møder selvsamme Tammy, da jeg dagen efter igen står af bussen til vanlig tid, 15.03, og udtrykker min dybeste medfølelse – “Det er godt nok en flot pickup, du har, skal den omlakeres?” – mens jeg skuer til hendes halvrådne fane, der har fået sig en makker i form af et skrigrødt Trump-flag. Take America Back!

“Thank God it’s Christmas,” siger jeg til hende og forsøger at lyde så republikansk som muligt med mit nænsomme ordvalg, “did you get your truck fixed yet?” Og Tammy smiler hjerteligt til mig, hendes støvgrønne vinterjakke trukket godt op om halsen. Da vi skilles igen, knaser vores støvler i sneen, der nu har lagt sig som et blødt lag ovenpå den tykke bund af is. Man kan næsten dufte den sive ind i jorden. Så lyst, så fredfyldt. 

Kirken ligger gemt bag en lang allé af træer hvis visne grene bærer lange, skrøbelige istapper på deres rygge. Et graciøst syn – vanddråberne stivnet i bevægelse, som en verden sat på pause. Aftenen er ved at lukke sig ind om det stille samfund, og for enden af den smalle vej dukker Guds hus op: en minimalistisk Metodistkirke, med et himmelstræbende trækors placeret på spidsen af taget, hvorpå der ovenikøbet er placeret et klokketårn akkurat over hovedindgangen. 

Brielle, en junior med pink hår fra high school, deler stearinlys i forskellige farver ud til alle deltagende. Vi synger Gloria In Excelsis Deo, studerer teksten på en lettere defekt TV-skærm over alteret, der i sig selv er iøjnefaldende med sin charmerende 60’er-glans. Den 86-årige organist har corona, så vi må nøjes uden akkompagnement. Pastoren selv, en ældre herre, humper hjælpeløst rundt i et par lærredsbukser og en nystrøget skjorte støttende på sine krykker. Hans venstre ben er pakket godt og grundigt ind i en hjemmelavet forbinding efter et uheld på en stige tidligere på måneden, men han nikker venligt til børnene i døråbningen, hjælper med at dele noteshæfter ud til de unge mennesker – Notes for Jesus. 

Pastorens barnebarn, en 11-årig cowboy-to-be tager plads bag talerstolen og læser højt fra Juleevangeliet. Han bukker to gange, inden han igen tager plads på den forreste række med bænke. Stort bifald. Der bliver gjort tegn til kordegnen om at sætte lystændingen i gang. Lamperne i loftet slukkes og en duft af stearin breder sig i rummet, afslutningen på en hektisk julemåned, starten på et nyt år. 

Træet står for sig selv i hjørnet, men pakkerne ligger standhaftigt nedenunder, klar til et væld af et gaveorgie julemorgen. Lyskæden blinker festligt, snoet omkring plastiktræet, der komplementeres af tre andre omkring i hjemmet. Findes der andre steder end Amerika, hvor selv fire juletræer i ét hus ikke er nok? Hvis der ikke er for meget, er det ikke nok. Buckeyes er den amerikanske pendant til pebernødder – en god, solid blanding af peanutbutter, smør og flormelis dyppet i chokolade – og de står i en skål ved siden af sofaen som en fast del af julebordet. 

Sneen bliver ryddet to gange i døgnet, når vinteren er på sit højeste. Indkørsler, county roads, private veje, stier; fri for sne. Store dynger af sammenpresset slud i vejkanten danner halve tunneler på landevejene, som Chevys med store lad for fuld drøn kører skødesløst igennem og tilsprøjter vejkanten deres udstødningsaffald. Klistermærket på bagruden signalerer frihed. Liberty. 

Men i dag er det Juledag, og jorden er fri og tøende, end ikke et snefnug faldende fra himlen er til at spotte. Imens tager gavefesten sin udfoldelse, bordet bliver gjort klar med kager, juledug og stearinlys. Årets største højtid har sænket sig over Guds eget land. Endelig.

Merry Christmas og godt nytår!