- Odense Katedralskole - https://odensekatedralskole.dk -

Intet stopper helt – måske lige bortset fra stressen op til premieren af en teaterkoncert…

At bygge en teaterkoncert op fra bunden: om processen, om emnet til ”Intet stopper helt” og til sidst en bøn til de kommende 1.m’ere.

Du sætter dig ind i A422 med telefonen i lommen, og den er for nylig sat på lydløs. Du kan høre den stille summen af nervøsitet omme bag tæppet, og du glæder dig til at se hvad 2.m står med af underholdning til i aften. Lyset slukkes og en strøm af 2.m’ere i sort tøj omringer dig. Og så starter musikken.

Den 11. til den 15. september 2023 gav 2.m (+ lærere) deres bud på en teaterkoncert, og det kan helt klart siges, at det var vellykket. Koncerten består af 15 musikalske tableauer, som alle sammen er under emnet ”Forstyrrelser”.

Hvad var emnet helt konkret?: ”Forstyrrelser, overstimuleringer, at være ung i denne her digitale verden, forstyrret kærlighed” – Olivia og Lea fra 2.m

Musikken og skuespillet er på højt niveau, og der er mange variationer i hvad de forskellige laver på scenen. På godt halvanden time vises der et bur fyldt med folk, dramatisk dans, en masse bolde på gulvet og udover det hører vi et par skrig. 2.m formår at komme helt ud at røre publikummet, når de i en scene tager selfies med os.

Det er en samlet fortælling om rigtig mange forskellige ting, men man kan mærke et tydeligt budskab. De vil understrege forstyrrelsernes betydning i vores hverdag. De får os til nærmest at krumme tæer, da de allerede i begyndelsen omringer sæderne i det lille lokale. Stemmerne kommer fra alle vegne. Stemmerne lyder glade og forventningsfulde. Men det er også mest på grund af det store dopaminrush, der kom lige inden premieren. For inden da, i den foregående weekend, kan det garanteres, at de troede de aldrig ville blive færdige til premieren om mandagen.

Olivia og Lea fra 2.m har her sat et par ord på, hvordan det kan være i sådan en periode, hvor man sætter en teaterkoncert på benene: ”Hårdt. Mange timer er gået ind i det, og man tænker selv på det derhjemme, når man ikke har prøver. Man kommer tættere på hinanden. Man samarbejder i sådan en periode med nogen som man normalt ikke snakker med.”. Og som de beskriver er teaterkoncerten et samlepunkt for rigtig mange, men den fylder også rigtig meget!

Du kan forvente at der bliver diskussioner, konflikter og ikke mindst en masse nærhed! Du kan forvente at miste dit filter, fordi I kommer til at være så meget sammen, at man nærmest ikke kan undgå det. Du kan forvente, at du kommer til at have for mange bolde i luften, og til sidst kan du forvente at du vil savne det, for det er en fantastisk oplevelse.

2.m havde virkelig fat i noget, da de viste os, at vi nogle gange har for mange bolde i luften. Men de har samtidigt vist os, at det til tider er det værd. Efter at have oplevet at vise noget som man har lagt så meget tid i, er det hele det værd. Man glemmer næsten hvor hårdt det var, og de fleste kunne med lethed finde på at gøre det igen.

Så til fremtidige 1.m, på vegne af Olivia, Lea, resten af 2.m og hele 3.m vil jeg nu sige: Lav den teaterkoncert! I vil ikke fortryde det.