- Odense Katedralskole - https://odensekatedralskole.dk -

Leder oktober 2023

IMG_8847

Nu er det atter efterår igen, og selvom træernes blade visner og daler ned mod den kolde jord, så er Punch ved at blomstre.

Punch er i gang igen, og klar med nye udgivelser med temaet efterår. Vi har allerede haft vores første redaktions-pizza-aften med brainstorming og masser af hygge, hvor vi har fundet frem til nogle gode ideer, og vi glæder os meget til at afsløre, hvad vi har arbejdet på. Så sæt dig godt tilrette med et dejligt tæppe og noget varmt at drikke, så du er klar til at læse de nye udgivelser af skolebladet Punch.

I sidste skoleår fik Punch en ny start, bygget op fra bunden af redaktionen. I dette skoleår ligger Punch i nye hænder. Sidste år blev der sået et lille frø med håbet om at udgive fysisk igen. Og hvem ved, måske kommer der en fysisk udgivelse inden for en overskuelig fremtid. Det må tiden vise, men vi vil gøre vores allerbedste for at vande jorden og få frøet til at spire, så drømmen kan blive til virkelighed. Til at starte med bliver udgivelserne udgivet som enkeltstående artikler, og vi vil arbejde for at få fremtidige artikler udgivet fysisk, som en samlet enhed med fedt layout.

Der er stadig noget vej, før vi er der, men så er det godt at vores motivation og drivkraft kommer af vores fællesskab her i redaktionen. Det er et fællesskab, som består af elever på tværs af årgangene. Vores forskelligheder er det, der giver redaktionen styrke og en god dynamik, som holder os kørende.  

I år vil vi lade vores kreativitet udfolde sig og forsøge at skabe noget spændende indhold til jer!

Vi glæder os, og det håber vi også, at I gør!    

Pssst!… Hvis du vil være med i det fedeste fællesskab på skolen, så er der altid plads til at være med i Punch, vi vil mere end gerne have dig med!

Mange efterårshilsner fra redaktørerne, Signe og Mikkeline.