Facebook
Rss feed
Kontakt
Sitemap
Læs op
Web 2.0
Sprog

Nyheder

Følg det daglige liv på OK på vores Facebook-side.

 

 

 


Odense Katedralskole modtager støtte fra A. P. Møller Fonden

Dato: 27-06-2017
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har skænket 4.000.000,- kr. til restaurering og revitalisering af Odense Katedralskoles bibliotek og tilhørende studierum.

En gemt skat kan nu komme frem i lyset

”Det er jo ligesom et Harry Potter-bibliotek!” hører man tit fra besøgende udefra, der for første gang ser Odense Katedralskoles bibliotek. Det gamle bibliotek står nemlig stort set som i 1894 med høje udskårne reoler, læderindbundne bøger og hemmelighedsfulde gangveje. 


Desværre er der i tidens løb sket det, at biblioteket er blevet gemt væk bag døre, vægge og et studierum, som ikke længere er tidssvarende. 


Med donationen fra A. P. Møller Fonden bliver det nu muligt at opfylde et længe næret ønske om at restaurere det smukke gamle bibliotek og sikre den fortsatte bevaring af de mange værker. Desuden er det en del af projektet at skabe et moderne og funktionelt studierum foran biblioteket med direkte kig ind i samlingen til glæde og gavn for nuværende elever og ansatte og for interesserede gæster.

Odense Katedralskoles bibliotek er centralt for skolens ånd og for skolens værdier og syn på dannelse. Alle elever på skolen introduceres til bibliotekets historie og til de særlige artefakter i samlingen, som ofte anvendes i undervisningen.


Det gør indtryk på eleverne at stå i et klassisk bibliotek og fx bladre forsigtigt i et oprindeligt bind fra 1700-tallet af Flora Danica og sammen med andre elever og lærere diskutere oplysningstid og naturvidenskabshistorie og perspektivere til deres egen (postfaktuelle) samtid. 

Det gamle bibliotek kan noget særligt, da det i den grad inspirerer til at gå på opdagelse, til at blive forundret og til at finde et stille hjørne til fordybelse.

Biblioteket fungerer i dag som et fuldt moderne uddannelsesbibliotek, hvor elever og ansatte søger informationer og låner materiale og samarbejder og studerer. Det er med stor taknemmelighed, at Odense Katedralskole tager imod A.P. Møller Fondens donation, så biblioteket også fremover kan spille en særlig rolle for uddannelsen og dannelsen af vores elever.

Fakta om Odense Katedralskoles Bibliotek

Grundlagt 1757

Siden 1894 haft til huse i Odense Katedralskoles hovedbygning i Jernbanegade. 

Rummer ca. 40.000 materialer, der spænder over alt fra uvurderlige historiske værker til helt moderne undervisningsmaterialer og litteratur. 


Fakta om restaureringsprojekt

Projektet ledes af Niels Nielsen, arkitekt maa, Archifield Arkitekterne ApS.

Projektet forventes afsluttet i skoleåret 2017-2018.

Følg med i projektet på skolens Facebook-side

Yderligere informationer om projektet kan fås ved henvendelse til Mette Solberg Tamborg (bibliotekar) eller Janne Toftgaard (pædagogisk leder) på telefon 66122240 eller mail: biblioteket@odensekatedralskole.dk