Facebook
Rss feed
Kontakt
Sitemap
Læs op
Web 2.0
Sprog

Odense Katedralskole som monument

Af Kim Beck Danielsen
Født 1956. Student fra Odense Katedralskole 1975. Cand.mag. i historie og dansk fra Odense Universitet 1982. Har siden været ansat ved Odense Katedralskole. Forfatter til historiske skrifter og en række tidsskriftartikler.

Odense Katedralskoles beliggenhed i Jernbanegade er ingen tilfældighed. Som en central uddannelsesinstitution gennem mere end 600 år i byens historie fik skolen stillet en passende grund til rådighed, da der opstod pladsproblemer. Byen havde med det industrielle gennembrud fået vokseværk i anden halvdel af 1800-tallet. Industriens ekspansion og byens vækst betød, at Odense Slots køkkenhave blev stillet til rådighed for bl.a. Katedralskolen og Landsarkivet.

Nogenlunde samtidig med planerne om at flytte Katedralskolen blev Jernbanegade anlagt i begyndelsen af 1890'erne. Den blev udformet som en parisisk inspireret boulevard og førte ud til den i maurisk stil ombyggede Statsbanegård, der var indviet i 1865.

Fra banegården kom der en strøm af mennesker til byen. På vej mod bymidten har den rejsende siden mødt først Missionshotellet, dernæst Landsarkivet for Fyn, Odense Slot, Odense Katedralskole, Odense Teater, Odense Museum, Drengeborgerskolen (Jernbanegades Skole), Grand Hotel og Gråbrødre Kloster.

Den nyankomne blev derved klar over, at Odense var en by med ambitioner inden for kultur, politik og økonomi. Slutningen af forrige århundrede var da også en gründerperiode lokalt som nationalt. Der herskede blandt samfundets førende lag en udviklingsoptimisme, der satte sine afgørende spor overalt. At det samtidig var en periode med betydelige sociale forskelle kan også aflæses af bygningerne.

Drengeborgerskolen er i sin nygotik og størrelse trods alt mere enkel end Katedralskolens nyrenæssance-palazzostil fra det 16. århundredes Italien. Det var nemlig her, eliten skulle begynde sin uddannelse. Odense Museum har græsk tempelform, og i denne bygning skulle de sØnne kunster udstilles til belæring for den besøgende. Landsarkivet for Fyn blev også udformet med inspiration i renæssanceidealerne og minder mest af alt om et skatkammer, der skal rumme statsinstitutionernes dokumenter.

Den nyanlagte Jernbanegade med Odense Katedralskole forrest til venstre, bag denne Landsarkivet og for enden af gaden banegården, opført i 1865.

For de nævnte bygninger i Jernbanegade gælder det, at de er fornemme monumenter for et samfund, der Ønsker at vise, hvad det står for. Derfor måtte bygningerne nødvendigvis være monumentale og stærkt iøjnefaldende. De danner ved deres beliggenhed ud til Jernbanegade nærmest en monumental front, som fortæller meget om den borgerlige selvforståelse ved århundredets slutning. For at afkode de signaler, som bl.a. Odense Katedralskole udsender, kræves der viden om den klassiske dannelse og kultur. En viden, som datidens førende lag havde fået ved at modtage undervisning på bl.a. Odense Katedralskole.
 

Arkitekten og den klassiske dannelse

Da det var en kommende statsejet skole, der skulle bygges, blev det kgl. bygningsinspektør Jens Vilhelm Petersen (1851-1931), søn af brandmajoren i Odense, Rasmus Petersen, der fik overdraget opgaven. Jens Vilh. Petersen havde taget den store præliminæreksamen ved Odense Katedralskole, var herefter kommet i tømrerlære og havde aflagt svendestykke i 1870. Samme år kom han på Kunstakademiet i København og blev arkitekt i 1875. Den praktiske uddannelse foregik hos professor, arkitekt Hans J.Holm, på hvis kontor han var beskæftiget, dels som tegner, dels som konduktør ved byggeforetagender under Københavns Magistrat.


Skitse over det nye anlæg i den vestlige del af Odense Slots køkkenhave 1893-94: Jernbanegade, Landsarkivet for Fyn og Odense Katedralskole.

I 1881 vendte Jens Vilh. Petersen tilbage til sin fødeby, og i juni 1889 blev han ansat som kgl. bygningsinspektør for Fyns og Ribe stifter De næste 30 år blev der med ham som arkitekt bl.a. opført 12 postbygninger, 6 toldkammerbygninger, 1 seminarium, 1 døvstummeskole og 1 katedralskole for staten, hvortil kom et ganske stort antal private bygninger. I arkitekturhistorien fremhæves bl.a. Odense Katedralskole og Toldkammeret i Odense (1899) som »smukke og karakteristiske eksempler på hans virksomhed«.

Når arkitekten valgte renæssancens og dermed antikkens former, må det nødvendigvis have været ud fra en forestilling om, at det klassiske formsprog fra antikkens Grækenland og republikkens Rom var idealet og skulle sætte normerne for byggeriet. Dette formsprog havde også optaget renæssancens arkitekter, der betragtede sig som den klassiske kunsts arvtagere, hvis formål det var at genføde ånden og formerne fra den klassiske kunst. Alle kunstretninger efter den klassiske kunst blev betragtet som sekundære og ikke værd at beskæftige sig med. Datidens kunstnere og arkitekter søgte det fuldkomne, og renæssancens stræben efter det mønstergyldige, herunder regler for, hvad der er smukt og grimt, kom til at præge bygningskunsten helt frem til begyndelsen af det 20.århundrede.

Jens Vilh. Petersen var i allerhøjeste grad optaget af renæssancens arkitekter og deres program, og denne interesse førte ham til studier i Norditalien i 1877-78. Som det var skik blandt samtidens arkitekter, har hans skitseblok givetvis været flittigt i brug, og der blev tegnet facader, trappeopgange, portaler, udsmykninger o.s.v til senere brug. Udover dette var han i høj grad inspireret af J.D.Herholdt og sin læremester Hans J. Holm, som var ledende inden for den fri historicisme, der primært var inspireret af den norditalienske renæssance og til dels af middelalderlige herregårde og kirker. Særligt begejstret var man for renæssancens røde danske slotte og herregårde. Af denne begejstring fødtes den såkaldte murstensarkitektur, som man betragtede som særlig national.

Når Odense Katedralskole blev opført nærmest som et palads i renæssancestil, skyldes det altså den interesse, som samtidens ledende arkitekter havde for antikken og renæssancen, men stilen passede også ganske nøje til skolens profil. Som gammel latinskole var det jo netop den klassiske dannelse, der stod i centrum. Rektor i 1890'erne, Peter Jacob Petersen (1825-1904), var discipel af J.N.Madvig og som denne gennemtrængt af den klassiske dannelse, om hvis uovertræffelighed han ikke nærede skygge af tvivl. Dannelse af skolens disciple skulle ske via nyhumanismen, som hovedparten af lærerne i de klassiske fag vedkendte sig. Ud fra denne pædagogik skulle udviklingen af menneskets evner ske gennem udviklingen af en enkelt af disse evner.

De klassiske sprog var særligt velegnede til dette, da det gav træning af den logiske sans. Udover dette lærte man disciplene at værdsætte det gode og skønne. Endemålet var skabelsen af den ideale samfundsborger. På Odense Katedralskole var det stadig de klassiske fag, som stod i centrum, selv om de lærde skoler i 1871 havde fået en matematisk-naturvidenskabelig linie. Den nye bygning blev således også et indslag i debatten om den enhedsskole, der var forladt i 1871.
 

Grundplan, funktion og indretning

Et centralt træk ved renæssancen er, at den er rationel. Den vil ordne og systematisere verden og derved gøre den overskuelig. Komposition kom derved til at spille en central rolle. Symmetri blev et særkende for renæssancens bygninger, og således også for Odense Katedralskole, der er udformet som en trefløjet bygning i to etager. Hovedfløjen er den største og flankeres af to mindre sidefløje. For de tre fløje gælder det, at de har samme højde. Hovedfløjen er beliggende i længderetningen nord-syd og ligger parallelt med Jernbanegade.

Hovedfløjen har udover de to etager kælder og loft. Hoveddøren befinder sig midt på denne fløj og er centrum i bygningen. Igennem dette centrum går alle næsten automatisk ind ved første besøg. Hoveddøren er således en vigtig del af markeringen af de sociale spilleregler, der gælder for færdslen i bygningen. Den leder ind til en vestibule, der er overdækket med en tøndehvælving og et todelt trappeparti, som fører op til rektors nuværende kontor, der indtil omkring 1960 var lærerværelse, ligeledes beliggende i centrum. Rektorkontorets beliggenhed i centrum er logisk i forhold til arkitektens grundtanke og plan, idet det var rektor, der havde den pædagogiske ledelse af skolen. Interessant er det imidlertid, at lærerværelset fik denne centrale placering. Den svarer godt til samtidens opfattelse af lærerens rolle. Det var lærerne, som havde den egentlige overvågningsfunktion, og rektor blandede sig yderst sjældent i deres virke. For at nå frem til det sted, hvor rektor og lærerne befandt sig, måtte man gå op ad det majestætisk udformede trappeparti, og stemningen blev med det samme højtidelig og alvorsfuld. Sit kontor havde rektor tæt ved sin bolig i den sydlige sidefløj.

I hovedfløjen befandt de enkelte klasseværelser sig. De var af en noget varieret størrelse alt efter formålet. Klasseværelserne til fysik og naturhistorie var de største, men ellers beskriver Jens Vilh. Petersen i sin gennemgang af bygningerne klasseværelserne på følgende måde: »Skolestuer, som ere tagne i brug, have tomandsborde, kateder med stol, klassetavle og klasseskab. I fysik- og naturhistorieklasserne er i hver et sæt halvcirkelformede borde og bænke, hvoraf de bageste ere højere end de forreste, stol til læreren samt en klassetavle. Fysikklassen har desuden løse skodder til at sætte for vinduerne for at kunne gøre klassen mørk. I rummene til fysiske og naturhistoriske samlinger er langs begge sidevægge anbragt faste vægskabe med glasdøre og reoler.«

Som et udtryk for, at undervisningen var lærercentreret, var katederet ikke på samme niveau som de almindelige skoleborde, men placeret på et podie, så eleverne så op til læreren. Blev man kaldt op til tavlen, måtte eleven træde op på podiet, hvor også katederet befandt sig. Skolebordene stod endvidere i rækker, hvilket også var med til at sætte læreren i centrum. Dørene ind til klasseværelserne er profilerede og har gennemsigtige glasruder, så det er muligt udefra at danne sig et indtryk af, hvad der foregår i timen. Indvendigt var klasselokalerne »udstyrede i al tarvelighed med glatpudsede og kalkfarvede vægge og lofter«, og der var indlagt gas til belysning. Opvarmningen foregik ved hjælp af et varmeapparat, der var installeret i kælderen og via et sindrigt system sendte varm luft ud i lokalerne. Frikvartererne blev tilbragt Arkitektens tegning af byens nye katedralskole. Yderligere 4 klassevæelser indrettedes i forøgelse af midtfløjen i 1954-55, hvor der tillige opførtes yderligere en gymnastiksal. En tilbygning ud mod Vindegade opførtes i 1964 i skolegården, som dengang blev benævnt »legeplads«, hvilket skal ses ud fra, at skolen også havde mellemskole.

Rektors position som lederen understreges i høj grad af, at der blev indrettet en passende bolig for denne i sydfløjen. Boligens grundplan og rumfordeling afspejler tidens repræsentative og patriarkalske ånd. Det var her, rektor med sin familie holdt til, og stuerne dannede rammen om deres borgerlige liv Lejligheden rummede også »tvende værelser for rektor« og understregede således denne persons vigtighed. Centralt i lejligheden var spisestuen og dagligstuen, som begge lå ud til haven. Der var dog ikke direkte forbindelse til haven. Skulle man benytte denne, skete det via en trappe fra havestuen, lavet af granit med støbejernsgelænder, og man havde således en klar fornemmelse af, at det var to forskellige sfærer. Boligen var moderne og blev som sådan udstyret med kloset.

Tilberedningen af rektorfamiliens daglige måltider foregik i kælderen, hvor også stuepigen havde bolig. En elevator sørgede for, at maden kunne transporteres op til herskabet. Udover dette bestod kælderen af »køkken, spisekammer, fadebur, pigekammer, strygestue, rullestue, vaske- og brændselsrum samt korridor med opgang til rektors gård... På loftet over biblioteket tørreloft til rektorboligen og på skolefløjens loft et par til boligen hørende pulterkamre«. Alt i alt var boligen indrettet således, at rektor kunne koncentrere sig om det væsentlige, skolen, uden at bekymre sig om praktiske gøremål, hvilket var under hans værdighed, ifølge tidens takt og tone.

Over rektorboligen fik skolens ret omfattende bibliotek plads på l.sal. Som dannelsesinstitution måtte man selvfølgelig have et bibliotek. Bogen er et dannelsessymbol, og jo flere af disse desto bedre. Biblioteket fylder næsten hele l.sal, bortset fra et par værelser, der tidligere blev anvendt som gæsteværelser for rektor. Biblioteket var i 1890'erne ganske omfattende, grundlagt i midten af 1700-tallet som et resultat af oplysningstiden. »1780 løbende alen boghylde« blev specialfremstillet til den nye skole, hvilket svarer til godt 1100 m boghylde. Biblioteket rummer en del sjældenheder, som er blevet samlet gennem årene.
Foruden rektors bolig var der også pedelbolig, som lå i kælderen i hovedfløjen. Denne bolig var anderledes beskeden end rektorboligen. Forskellen i udstyr og beliggenhed må naturligt ses i ønsket om en markering af de sociale forskelle, som datidens byggeri i høj grad signalerede.

I nordfløjen befinder solennitetssalen (festsalen) og gymnastiksalen sig. Begge sale var centrale for skolens liv I solennitetssalen blev der sunget morgensang, undervist, holdt møder og sammenkomster og afholdt terminsprøver og eksaminer, og som afslutning på skoleåret kunne rektor her på passende vis uddele eksamensbeviser Netop denne sal var med til at understrege det højtidelige og alvorsfulde i skolens virksomhed og dannelse. Gymnastiksalen var en nyskabelse, og det var samtidens opfattelse, at den fysiske dyrkelse af kroppen og den mere åndelige hang sammen, hvilket var helt i oldtidens ånd. Selve ordet gymnasium stammer fra Grækenland og var en betegnelse for de øvelsesanstalter, hvor ungdommen blev uddannet i legemsøvelser.

Ved den officielle indvielse af bygningen var det et gennemgående træk ved de mange taler, at alle var meget fascineret af den meget »moderne« og »hygiejniske« skole. Også om aftenen, ved festmiddagen på Odense Rådhus, kredsede en del talere om dette aspekt.
 

Form, dekoration og materialer

I arkitektens gennemgang af bygningen er der enkelte steder oplysninger om anvendte materialer og dekoration. Omtalen er i omfang og ordvalg beskeden. Om facadernes udsmykning hedder det, at de »ere holdt i al tarvelighed«, om vestibulen, hovedtrappen og solennitetssalen, at de »ere noget rigere udstyrede end de øvrige skolerum«. Baggrunden for denne beskedenhed er muligvis en vis ydmyghed over for forbillederne i Danmark og Italien.

Det karakteristiske ved renæssancens former og elementer er, at de er samlet efter en fast plan, og arkitekten kunne således her finde en løsning på sine problemer. Der var med andre ord et fælles udgangspunkt, og det var så op til den enkelte arkitekt at udforme bygningen på et så højt kunstnerisk niveau som muligt. Hvor grækernes arkitektur var baseret på stenblokke, der kunne stables oven på hinanden efter faste regler og systemer, var romernes baseret på cementhvælv Romerne fastlagde først bygningens størrelse, en kasse bestående af murværk, og uden på denne påsatte man de antikke former som søjler, gavltrekanter, gesimser, rundbuer m.m. Facaderne kom derfor til at spille den store rolle. Katedralskolen er bygget på samme måde: først en stor murstenskasse, den trefløjede bygning, og uden på denne diverse dekorative elementer som facade.

Katedralskolen skulle være repræsentativ, og derfor måtte overgangen mellem det offentlige rum - Jernbanegade - og skolens verden markeres, så ingen var i tvivl om, hvad der var hvad. Der blev opført en rødstensmur, i hvis midte der var anbragt en portal. En sådan er en kunstnerisk udformet indgang, og forbilledet for de fleste europæiske portaler er den romerske triumfbue. Katedralskolen fik af denne grund sin »romerske triumfbue« udført i røde mursten med tag, spir og dragehoveder på tagrenden. Portalens fundament er udført i granit. Som på forbillederne kom der også inskriptioner på portalen og desuden blomsterornamenter.

Inskriptionerne er dels på latin og dels på dansk. Ud mod Jernbanegade er inskriptionen på latin, hvilket er et kraftigt signal om, at her ligger der en betydningsfuld uddannelsesinstitution. På latin står der: »Literis et humanitati«, hvilket betyder: For kundskab og dannelse. Samme inskription havde skolens facade båret, da den lå i Lille Gråbrødrestræde. Mod skolegården står der: »Kundskab er magt.«

Triumfbuer indgik oprindeligt som en del af de triumftog, der blev afholdt i Rom, når man havde besejret en fjende. For Katedralskolens elever har det også gennem årene formet sig som et »triumftog«, når de efter veloverstået eksamen i hestevogn kørte gennem skolens portal, for derefter at fortsætte »triumftoget« ude i byen.

Muren, der går i forlængelse af portalen, kan ses som en beskyttelse af lærere og elever mod det omkringliggende samfund. Det var nemlig dengang skolens opfattelse, at eleverne i deres skoletid skulle dannes, uden at samfundet blandede sig alt for meget. At det var alvorligt ment, kan blandt andet læses af kantaten ved indvielsen, hvor det hedder om den nye skole: »Et værn mod mangen uvejrssky, et arnested for tankehvælvets gry.« I muren blev der ud mod gaden placeret et par sandstensfigurer, som forestiller to ugler. Uglen er Pallas Athenes skytsfugl og er et symbol på klogskab, ganske passende for en skole.

I udsmykningen af facaderne kom murstensarkitekturen til at stå sin prøve, og her fik den røde mursten en fremtrædende placering. Den røde mursten blev som nævnt betragtet som særlig national, men også moralsk rigtig og ærlig. Dette i kombination med det gode håndværk overalt i bygningen signalerede, at her trivedes dyd og kundskab. En række specialfremstillede formsten, glaserede og ikke-glaserede, dels med og uden mønstre, skulle være med til at understrege dette. Disse formsten er også med til at give bygningsfacaden mere liv og understreger det fornemme og ophøjede. Rosetten, liljen og andre blomterornamenter optræder overalt på skolen både i formsten og på malede områder. Rosetten og liljen er imidlertid de gennemgående ornamenter på skolen. De kendes begge helt tilbage til oldtiden og har været anvendt som dekorativt indslag i byggekunsten indtil det 20. århundrede.

Odense Katedralskoles palazzostil understreges af, at der i vinduespartierne blev placeret klassiske søjler. I hovedbygningen er søjlerne, som er udført i granit, stiliseret og forenklet en del, hvilket skyldes, at granit er svært at forarbejde. Granitten blev tillagt de samme værdier som murstenen og blev også anvendt som fundament, en yderligere understregning af det solide. Den karakteristiske rundbueform er indført i vinduespartierne på første sal. Selve søjlerne er pilastre, det vil sige vægpiller, der kun i et vist omfang er fri fra baggrunden. På sydfløjen og nordfløjen blev der også i vinduespartierne anbragt søjler, og disse er mere i overensstemmelse med deres oprindelige forlæg. Hovedfløjen præges yderligere af to våbenskjolde. Det ene forestiller det danske rigsvåben, og det andet er et liljeprydet skjold. Valget af liljen skal ses på den baggrund, at liljen indgår i Odenses byvåben. I Odense har man fundet liljen anvendt som ornament helt tilbage til middelalderen.

Odense Katedralskoles interiørudsmykning er holdt i konsekvent pompeiansk stil. Særligt meget er der gjort ud af hovedtrappen, vestibulen og solennitetssalen. Pompeiansk udsmykning fik sit gennembrud i Danmark i 1840'erne. Det var et kulturideologisk fænomen, hvor en del af samtidens nationalliberale borgere anvendte den pompeianske interiørudsmykning i deres kamp mod enevælden. De kæmpede for et borgerligt demokrati og gik helt tilbage til Pompei, fordi dette samfund rummede borgerlige idealer. Når elever og lærere gik rundt på Katedralskolen, skulle denne udsmykningsstil være med til, at de kom i den rette åndelige stemning.

I modsætning til sine forbilleder består Katedralskolens pompeianske udsmykning hovedsageligt af forskellige ornamenter med udgangspunkt i floraen. I klasselokalerne og på gangene er der ingen egentlig dekoration, men de pompeianske farver er malet på paneler, skabe m.m. Særlig smuk er udsmykningen i solennitetssalen, som med sit kasetteloft nærmest får tempelkarakter. Den gamle talerstol fra 1840'erne, som står i solennitetssalen, er også udsmykket i pompeiansk stil.
 

Det 20. århundredes byggestil

Arkitekturen i det 20.århundrede har i hovedsagen været kendetegnet ved den funktionalistiske stilretnings dominans. Det moderne funktionalistiske byggeri bliver maskinfremstillet og består af lige linier, rette vinkler, beton, glas, stålkonstruktioner m.m. Med andre ord byggeri, der klart lægger afstand til de foregående århundreders byggekunst. Skolens tilbygning fra begyndelsen af 1960'erne har derfor funktionalismen som udgangspunkt, om end arkitekten dog ikke har fulgt funktionslisternes program konsekvent, hvad angår f.eks. materialevalg og lokalernes beliggenhed. Odense Katedralskoles bygninger kan virke gammeldags og antikverede, men i de senere år har mange, når de ser skolen, hæftet sig ved gennemført design og smukt håndværk og set kvaliteter i den tradition og historie, som de oprindelige bygninger repræsenterer.

Kildemateriale
Vor lærdoms bygning. Folkeskolens bygninger 1814-1940.
Arkitekturen fortæller skolehistorie. Gymnasieskolen nr.l2,1989.
Artikler af Kirsten Nørregaard Pedersen om pompeiansk udsmykningskunst i Danmark.
Dorrit Andersen: Et godt og smukt hus, l993 (Landsarkivets jubilæumsskrift).
Jens Vilhelm Petersens arkiv Landsarkivet.
Jens Vilhelm Petersens levnedsskildring, Ordenskapitlet.
Skolens indbydelsesskrift 1895, hvori der findes omtale af de nye skolebygninger.