Taktik: Bag scenetæppet

Der er ingen tvivl om, at det er noget af et show, man kan vente sig, når man i denne uge finder sig til rette i sit sæde i den flotte Solsal. Årets musical Taktik spiller nemlig – og det med den fulde palette af svingende sange, flotte danse og lækkert skuespil. Men alligevel er det langtfra hele showet, man får at se fra tribunerne. Faktisk er det kun spidsen af isbjerget.

For bag skuespillere, dansere og sorte scenetæpper gemmer sig nemlig et enormt hold af ildsjæle. Facebook-gruppen ”MUSICAL 2023” har i al fald 62 medlemmer, men langt størstedelen af de mange mennesker er først kommet på ret sent i processen – i hvert fald i forhold til instruktørerne Anna og Ursula fra 3.m, som har været tidligt ude: ”Vi begyndte sådan for alvor at skrive i sommerferien, men sådan, tankerne gik ligesom i gang længe før det. Og så var det færdigt omkring… Midt i august. Der afleverede vi manus”, fortæller Anna i et interview. Resten af holdet er kommet på løbende, og op til premieren her i januar har der været run på. Orkestret har øvet, øvet og øvet. Det samme har skuespillerne. Runnerne har bygget, bygget og bygget. Og kostumiererne har syet, købt og samlet. Først til sidst er alle brikkerne blevet samlet til én enhed og gennemspillet gang på gang, og i midten af det store edderkoppespind sidder Anna og Ursula: ”Vi er ligesom overhovederne – det lyder meget dramatisk – og så er der folk under os, som vi kan kommunikere med, så i stedet for, at vi skal kommunikere om noget, vi ikke har særligt meget styr på, til tusind mennesker, kan vi kommunikere om noget, vi ikke har særligt meget styr på, med én, der kan videreføre det til andre”, forklarer Ursula lidt selvironisk.

Nogle af mellemlederne, hvis man kan kalde dem det, er Mikkel fra 3.m og Elisabeth fra 3.x, som er et par af dem, der står for orkestret: ”Min officielle titel er orkesteransvarlig. Og Mikkel – hans officielle titel er kapelmester, og ikke Orkestermester Mikkel, som vi ellers havde håbet på”, griner Elisabeth. ”Jeg har været med til at skrive nogle af sangene tilbage i tidernes morgen. Og så siden da er det mest af alt bare praktiske ting – sådan noget som at lave prøveplan for orkestret, sørge for at orkestret møder op – det kan godt være lidt svært, fordi de ikke altid lige er de skarpeste”, fortsætter hun med et smil. Og det er altså ikke kun instruktørerne, der har skullet tidligt i gang med skriveriet. Også komponisterne har været tidligt oppe: ”Vi er fire, der har været med til at skrive. Og det er lidt forskelligt, hvornår vi har skrevet sangene. Jeg gjorde det i efteråret, sådan… Slut-oktober, måske. Nogle af sangene har ændret sig siden da, men altså der var grundidéerne der. Men for eksempel var en af Mikkels sange først klar i midten af december”, afslutter Elisabeth.

Selvom man nemt kunne tro det, er det altså langtfra alt arbejdet med musical, der er kunstnerisk. Der skal også kyndige hænder til at sørge for, at det praktiske kører rundt. ”Vi er syv runnere, og tre af os står bag scenen – og vi er nogle af dem. Så I ser os hver dag”, lyder det fra Kiwa fra 2.d og Victoria fra 1.e, mens de har travlt med at få hængt plakater op på gangene. ”Det var en måde at være med uden at stå på scenen. Og det er også ret sjovt at se det hele blive bygget op – vi har set det, fra da solsalen slet ikke havde nogen sorte tæpper eller sådan noget. Det er jo noget, vi har bygget op”, fortsætter Victoria, mens hun glatter en plakat ud. Kiwa tilføjer: ”Og så gad jeg godt være med til at lave alt det praktiske – og sådan vide, at det her er noget, man har været med til at lave, når det bliver brugt inde på scenen.” 

Især scenen har runnerne knoklet for at få styr på. Nok var hele musicalholdet samlet i weekenden 17.-18. december for at bygge publikumstribuner, men alt andet arbejde – tunge vægtæpper, orkesterscene, trapper til publikum og rød løber – har runnerne klaret senere.

Og selvfølgelig er det essentielt med et godt scenerum, som skuespillere kan bevæge sig rundt i. Men hvad er det egentlig værd, hvis man hverken kan se eller høre dem? Helt omme bagved, i det dunkleste hjørne af salen, står en sofa. Og i den sofa sidder fire gutter. ”Som en god lydmand, så er det meget simpelt. Så bruger man en masse energi på at få det sat op, og så bruger man stort set ingen energi under selve forestillingen”, fortæller Benjamin fra 3.m, som er en af dem, der står for lyd og lys. ”Siger du, vi er dovne?”, spørger Mads fra 1.m grinende. ”Ja – måske lidt. Det vi gjorde, det er at vi har brugt rimeligt meget tid på at sætte det op, og så sidder vi og prøver på at få det… Så sidder vi bare og skruer.” Og når man ser sig lidt omkring, bliver én ting sikker: Gutterne forstår sig på at føle sig hjemme, som de sidder deroppe omgivet af flasker, slikposer og en enkelt tom pizzabakke, der har sneget sig halvt ind under den røde sofa. ”Ellers så spiser man bare meget slik. Drikker sodavand. Og sidder i sofaen. Og kigger”, lyder det fra Benjamin, mens han holder smukke, ja, nærmest poetiske, kunstpauser mellem sine nøje udvalgte ord.

Men alting har en ende. I dag, torsdag den 2. februar, kører sidste forestilling, og når den er slut – og når der er ryddet op, selvfølgelig – er hele den lange proces også slut. ”Det bliver… Mærkeligt, må jeg sige. Det bliver meget mærkeligt, men jeg har andre projekter, så det kører videre for mig. Men det bliver mærkeligt ikke at skulle have det her på skolen mere”, fortæller Anna.

Men instruktørerne går ikke tomhændede hjem. Det har været en læringsproces, lige så meget som det har været en kreativ proces. Ursula forklarer: ”Faktisk det største, jeg har lært, det har været inde for den sidste måned, og det har været at sige fra og holde folk accountable [ansvarlige, red.] – og sige, at hvis der er noget, der ikke er godt nok, så er det ikke godt nok. Og så det der med at uddelegere opgaver. Som leder vil man rigtig gerne gøre alting. Og det kan man ikke. Og det er fordi der ikke er 25 timer i døgnet – det er fysisk umuligt”.

Heldigvis for dem er det dog ikke instruktørerne, der har gjort alting. Det har krævet et kæmpe hold, og mange af spillerne er slet ikke til stede under forestillingerne. Det har også krævet mange, mange arbejdstimer. Så på vegne af mig selv og resten af castet: Tak til alle dem, der har spillet de usynlige, men ikke desto mindre essentielle roller. Og tusind tak til publikum for at tage så godt imod vores forestilling!