- 13. oktober, 2022
Af Julie Thanh Thanh Nguyen fra 3x Foto: André Dekker
2.mx’s teaterkoncert ”Luftkasteller” er en tankevækkende teaterkoncert, der problematiserer mediernes indflydelse på individet og samfundet
Et hvidt slør er trukket til og skærmer scenen fra publikum, mens pink scenelys lyser det dunkle lokale op. Langsomt sætter publikum sig på plads til 2.mx’s teaterkoncert ”Luftkasteller” med skramlende stoleben, mens de lavmælt hvisker til hinanden, om de kan se barnet, klassekammeraten eller vennen. Man kan knapt ane nogle skuespillere gennem sløret. De står helt bomstille med kroppen i forskellige positioner, mens rummet summer forventende. Sløret bliver trukket fra og bundet fast i hver sin side af rummet, og pludselig er vi seere til en video: ”Heeeeeeeej og velkommen til min video”, lyder det fra en ung kvinde, der med begejstret stemme, uanede mængder af energi og sit perfekte smil ser ud til at være det klassiske eksempel på en influencer. Med videoen på højeste volumen går hun i gang med at vise et produkt, som er et absolut must-have. Det er hun selvfølgelig blevet betalt for at sige, og derigennem starter teaterkoncertens kritik af influencere og deres indflydelse på samfundet.
”Luftkasteller” er en teaterkoncert lavet af musikeleverne fra 2.m og 2.x. Gennem teaterkoncerten veksles der mellem scener med skuespil og med bands, der spiller sange. Igennem scenerne bliver der stykket en historie sammen om influenceren Vera og hendes vej mod succes med sin kanal, hvor hun bl.a. uploader videoer om mode, skønhed og sin dagligdag. Vi følger Vera med øjnene, tankerne og vores SoMe-profiler og abonnerer på hendes livsstil, varer og tankegang. Veras vej til toppen virker så glamourøs i hendes videoer. Alt er “A-MA-ZING”, men i takt med, at hun bliver mere succesfuld, vokser hendes ensomhed, og vi ser hendes mentale nedbrud og reaktion på hadkommentarer bag facaden.
Veras historie bliver vækket til live med scenografien og en kreativ brug af rekvisitter. Hver gang Vera tænder sit ring light, forstår vi, at vi ser en video, og hendes glamourøse liv vises bl.a. med en rød løber, hvor plader, der spejler og reflekterer lys, ligner kameralys med blitz på. Vi ser dog også bagsiden af succesen. Veras usikkerheder og tanker illustreres med skygger af hænder på et hvidt lærred. De symboliserer alle hendes dæmoner, og som om det ikke var nok, konfronteres hun også hele tiden med kommentarerne på sine videoer. Både de gode og de hadefulde kommentarer legemliggøres med rigtige personer. Teaterkoncerten er desuden meget interaktiv, og publikum inddrages undervejs: Efter en scene om C-vitamin bliver der givet appelsiner til publikum, og nogle elever kommer undervejs i deres dans hen og beder publikum på forreste række om at løfte fødderne, så de kan feje under dem.
Alle disse scener kædes sammen af 21 sange fra en række danske kunstnere som fx ”Hurtige hænder” af The Minds of 99, ”Mucki Bar” af Tobias Rahim og ”Shadows” af Alphabeat. Sangene spilles af forskellige bands fra 2.mx med et væld af forskellige instrumenter. Instrumenter, som normalt ses i bands, er til stede: De klassiske trommer, keyboard og bas, men der spilles også trompet, violin og cello. Derudover leges der med stemmen som redskab. Undervejs i teaterkoncerten synges der a cappella, og der bruges forskellige effekter på stemmen. Mens sangene bliver spillet, mimer, leger og danser eleverne deres koreografier. Det er heller ikke helt tilfældigt, hvilken rækkefølge sangene spilles i. Som Vera bliver mere populær, får hun to managers, der fortæller hende, hvordan hun skal opføre sig i sine videoer for at få så mange views som muligt. I starten går det godt, men langsomt bliver hun mere og mere træt af at skjule sine følelser og opføre sig falskt på kamera. Scenen glider flydende hen i sangen “Irony” af Christopher: “Oh, can you see the irony? And nobody’s perfect under the surface. They’ll never see that side of me.” Denne følelse afspejles også i Veras mimik og gestik. Smilet, der før var så blændende, ser nu stivnet ud, og hendes armbevægelser virker usikre og uautentiske.
I Luftkasteller bliver der gjort grin med influencere, men alle problemerne bag facaden fremhæves også for at vise, at det er normale mennesker, der bliver udnyttet af mere magtfulde mennesker og virksomheder. Teaterkoncerten problematiserer mediers indflydelse på individet og samfundet. Det er en kritik af en kapitalistisk verden, hvor influencere skaber en falsk og idylliseret version af eget liv for at sælge varer, men det er også en kritik af et samfund, hvor forventningerne er endeløse. De kan resultere i, at man iscenesættelser sig selv på internettet for at fremstå som den bedste version af sig selv, hvilket så til gengæld skaber falske forventninger til, hvordan et menneske skal se ud, og hvordan et liv bør være. Hvis en person ikke lever op til samfundets falske forventninger, er det let at skrive hadkommentarer uden de store konsekvenser. På internettet er det nemt at være anonym, og folk kan finde på at skrive ting, de aldrig ville sige til face-to-face, fordi de kan gemme sig bag skærmen i stedet. Det er disse forventninger og uskrevne regler, der er svære at navigere rundt i – specielt for en ung – hvis man hele tiden ubevidst bliver påvirket af, hvad man ser på medierne.
Alt i alt er Luftkasteller en teaterkoncert, der giver anledning til mange tanker om, hvordan det er at være ung i nutidens digitaliserede verden. Det, der i sidste ende står frem, er dog eleverne fra 2.mx, der undervejs i koncerten viser stort sammenhold og fællesskab i og på tværs af klasser. De smiler til hinanden under forestillingen og ser ud, som om de nyder at være på scenen – om det så er under skuespil, dans eller når de spiller i bands. Under fremførelsen af sådan en teaterkoncert vil der altid være fejl – især, når man har 6 forestillinger på en uge. Om det så er lidt rystende stemmer, forkerte toner på instrumentet eller udstyr, der ikke virker, lader eleverne ikke fejl slå dem ud. De smiler og griner blot til hinanden og fortsætter ufortrødent. Og det er måske det vigtigste at få ud af denne teaterkoncert.