Nogle vil måske have bemærket, at drengetoilettet i kantinen er spærret af med store bogstaver og et stort kryds af minestrimmel. Det ser både vildt og voldsomt ud! Og hvis du har været derinde, før rummet blev hermetisk forseglet, vil du have set, hvordan væggene var blevet ”prydet” med graffiti og sprittusch. Ungdommen nu til dags, altså!

Det er dog ikke noget nyt, at mennesker føler trang til at skrible, ridse og kradse i deres omgivelser. Man kender det fra bænke, træer og, som det nu skal vise sig, fra vindueskarmene på Katedralskolen. Udenfor hvert vindue i D-fløjens knirkende lokaler er der nemlig det, der kaldes en sålbænk. Det er en slags vinklet vinduesflise, der leder regnvand væk fra vinduerne og ned på jorden. Og disse sålbænke er lavet af skifersten. Og skifersten kan man ridse i.

Hvis du en dag åbner et af vinduerne, læner dig forover og kigger godt efter, vil du finde tidligere studenters små skriverier. Det er mest af alt navne som ”NOA & FREDE 2010” eller ”Birte 1958”, men indimellem er man heldig. Mange navne er utydelige, fordi stenenes overflade er skallet af i de lige godt 130 år, de har været der. Til trods for det lykkedes det mig alligevel at finde denne i vinduet i D374:

Det kan være svært at se på billedet, men der står: Alfred Müller. 13/? 1912. Og det er den rene jackpot, når man har fundet både et navn og et årstal. For så kan detektivarbejdet gå i gang. Katedralskolen har nemlig et helt lokalhistorisk arkiv sømmet op på væggene i D-fløjen. Der hænger nemlig alle studenterbillederne i snorlige rækker, som strækker sig lige fra fotografiapparatets spæde barndom i 1870’erne og frem til nu. Og med et så magtfuldt redskab til rådighed er det sidste, der mangler, blot lidt tålmodighed. For at finde denne hr. Müller søgte jeg både studenterbillederne for årgang 1912, 1913 og 1914 igennem, og efter megen søgen lykkedes det endelig at finde den unge mand:

Efter dén succesoplevelse vandrede jeg rundt i så mange af D-fløjens lokaler, som nu engang lod sig gøre, og kiggede på sålbænkene udenfor vinduerne. Mange af dem er godt nok så propfyldte med navne, underskrifter og historie i al almindelighed, at hvert enkelte navn kan være svære at tyde fra de øvrige, men det lykkedes mig alligevel at finde en anden student, som dog er lidt ”nyere”:

Jeg fandt nemlig graffitien Erik Milling Petersen. ??/3 ’38 i et andet lokale.

Et voilà! Her er han, student i 1939. Hans to håndskrifter er endda næsten identiske!

Jeg har desværre ikke selv kunnet “matche” flere vindues-graffitier med studenterbilleder, men de er der nok et sted. Jeg fandt til gengæld et eksempel på en lille “upser”, som man åbenbart også gjorde sig i 1913:

Den ukendte forfatter havde tilsyneladende glemt, at september ikke er måned nr. 8, men nr. 9. Desværre for ham kan man ikke viske ud, når først man har ridset det ind i sten, så med 110 års forsinkelse ler vi nu ad hans fejl. Og det er lidt synd. For det har nok bare været en mandag morgen.