Og det skete i de dage, at min klasse trak religion til eksamen. Og for hver eneste dag, der gik, var vi endnu en dag tættere på Dagen. Alligevel havde jeg endnu ikke sat mig ned for at kigge på det stof, vi skulle kende. Det var, som om at al min viljestyrke, i stedet for at gå fra min hjerne og ud til min krop, havde sat sig fast i halsen på mig. Uanset hvor mange gange jeg rejste mig op – for nu var det nu, og jeg skulle stoppe med de der overspringshandlinger – så satte også denne tanke sig fast, og jeg besluttede mig for, at i aften i stedet ville være aftenen, hvor jeg endelig lærte at lave ravioli. Men da jeg så var gået i seng med maven fuld af ravioli, skete der noget, som kun kan kategoriseres som bizart. 

For kl. præcis et minut over tolv åbnede jeg øjnene, da hvert eneste glimt af søvn pludseligt havde forladt min krop, og foran mig var et fyrværkeri af rent lys. Ikke en lyd flygtede eksplosionen. Faktisk var det nærmest, som om at lyskilden absorberede de normale lyde, der kom fra den tætte strøm af biler udenfor mit vindue og radiatorens lette summen. Så skrumpede lyset, og tog langsomt en menneskelig skikkelse. Jeg blinkede hårdt med øjnene for at justere dem til det nyfundne mørke. Lydende var endnu fraværende. Skikkelsen trådte et skridt tættere, og med ét genkendte jeg skikkelsen. ”Rektor Lone hvad laver du her!?”, sagde jeg overrasket. For jeg ved ikke med jer, men det sker ikke lige hver dag at rektor pludseligt træder ud af en lysstråle og ud i ens værelse. Hvad der gjorde det lige skridtet mere sindssygt og utroligt var den hvide due der sirligt og stolt sad på Rektor Lones skulder, og stirrede intenst ned på mig. ”Jeg er kommet for vise dig noget”. Det var Rektors mund der bevægede sig men stemmen der kom ud, lød som om alle verdens stemmer talte på samme tid i end akkord som selv skolens musiklærere ville have haft svært ved at becifre. ”A hva?” Det gik op for mig, at jeg lød lettere klodset, men det var for sent at ændre det nu. 

”Det er tid, tag din form, Pipi” sagde Rektor højtideligt til duen, der åbenbart havde navnet Pipi. Duen kiggede dybt fokuseret tilbage på hende med en dyb forståelse for alvoren, og med ét begyndte duens indre at presse ud mod dens befjærdede hud. I pulserende slag bølgede knogler og organer rundt i den spinkle krop som bølger på havet. Samtidig holdt duen den stærke øjenkontakt. Huden begyndte nu at strække sig med en smidighed, man kun kan sammenligne med den blødeste mørdej med bare et hint af kardemomme. Jeg mærkede en forvirrende rumlen i maven. Hvordan i alverden gjorde det her mig sulten? Før jeg var færdig med at tænke dette, havde Pipi nået sin form. For foran mig stod den spinkle due ikke længere. Jeg pegede mine udspilede øjne op mod dens ansigt, der hævede sig langt over selv den højeste mand. Der var den i alt sin pragt. En stor motherfucker af en due. Rektor gik bestemt hen mod duen og svang sig op på fuglen. ”Stig på”. Jeg steg selvfølgelig på, dels fordi jeg var nysgerrig, men mest fordi, at hvis ens rektor kommer med en kæmpe-due og siger, at man skal stige på, så stiger man sgu på.

Sammen red vi på Pipi. Jeg genkendte de steder, vi kørte forbi, Kongens have, Lidl osv., men samtidig var der en skør følelse af, at vi krydsede mere end bare veje og letbanens spor. Det var, som om vi på samme tid krydsede tidens barriere. Så landede vi. Jeg blinkede kort, og så var vi inde på skolen. Rummet var et af de værst ventilerede på skolen. Så det kunne altså være hvert eneste rum i den gamle bygning. Foran os var der én stakkels elev, der sad rystende med øjnene boret ned i bordet for at undgå øjenkontakt. Jeg sneg mig forsigtigt lidt tættere på for at se elevens ansigt. Men det var ingen nytte. Der virkede nærmest, som da man som lille ville svømme ned på bunden af en pool bare for at se, om man kunne. Da man efter flere forsøg endeligt nåede derned, var der en særlig ro, som man kiggede op på verden. Den verden der nu virkede så langt væk. Lys og lyd blev gennem vandet reduceret til en luftspejling, der langsomt svajede frem og tilbage foran en. Endnu en person var nu i rummet. Denne person genkendte jeg med det samme. Lasse. Klassens religionslærer. Det her måtte være en religionseksamen. Jeg kiggede spørgende tilbage på Rektor Lone, der nu stod nobelt ved siden af den hellige due, mens hun langsomt aede dens dun. ”Hvad er det her?” hviskede jeg nærmest. Rektor Lone rettede sit blik mod mig. ”En sandhed,” svarede hun som om det gav mening. Jeg kæmpede for ikke at rulle med øjnene, for jeg havde hørt, at det åbenbart var flabet, og man skulle ikke være flabet over for sin rektor. Så i stedet drejede jeg mig for at observere scenen foran mig.

”…Og når de så kalder det passionsmyten, hvad mener de så med ordet ”passion”?” Lød det fra Lasse. Han var midt i en sætning på trods af, at det var det første jeg hørte fra scenen. Rektor Lone må have haft cuttet starten væk, fra drømmesynet, af plotmæssige årsager. Ingen gider høre på en lang, kedelig start, så jeg respekterede alligevel Rektor Lones valg som instruktør. Også selvom jeg var lettere forvirret. Den stakkels elev gned nervøst sine hænder, mens hans krop visnede som en langsomt størknende regnorm. Det gjorde lidt ondt at kigge på ham. ”Jo men altså…” startede han så. ”Passion…” Lasse nikkede i opbakning. ”de er jo noget med… lid…” Der var et ivrigt crescendo i Lasses nikken. ”Lid. Liderlighed?” Der var en stærk stilhed. ”Lidelse” Lasses læber bevægede sig nærmest ikke, da ordet undslap ham. ”Lidelse. Ikke Liderlighed” Og det var lige netop lidelse, der spredte sig gennem hver eneste blodåre i hans ansigt. Lidelse. Ren smerte. Og mens jeg observerede dette fænomen, kom en tanke frem til overfladen. Jeg troede altid, at smerte var en brændende fornemmelse. Men gennem Lasses ansigt var det klart at se. Smerte er et flydende koldt nederlag. Pludseligt vendte Lasse sig mod Rektor Lone. Den kolde intensitet skød fra hans øjne og sendte en kuldegysning ned ad min ryg. ”Min gud, Rektor Lone! Hvorfor har du forladt mig!” En enkelt tåre løb med smerten ned ad hans kind. Rektor Lone kiggede stille. Efter en lang pause vendte Lasse sig tilbage mod eleven. ”Det er fuldbragt”. Lasse rejste sig op. Eleven var frosset i chok, hans øjenbryn så sammenrynkede, at de nærmest lignede to behårede larver, der krøllede sig sammen i frygt. Lasse svævede over til eleven, mens et smil strakte sig som en kat, der gør sig klar til at kaste sig over sit bytte, under hans ikke-blinkende øjne. Jeg rystede, som var jeg en skyskraber under et jordskælv, men alligevel kunne jeg ikke rive øjnene væk. Lasse stoppede brat foran eleven. Der var en kort pause, hvor intet skete. Så lagde han blot sin hånd på elevens skulder. ”I er alle tilgivet”. 

Med et puf blev scenen til røg og støv, og kun jeg, Rektor Lone og den hellige due var tilbage i rummet. ”Forstår du nu?” Rektor  Lones ord gav ekko i det tomme rum. ”I er alle sammen tilgivet, i mit, lærernes og den hellige dues navn. Med ét gav jorden væk under mig. Da jeg åbnede øjnene igen, var jeg tilbage i min seng. Jeg løb hen til vinduet, jeg vidste ikke helt hvorfor. Og der så jeg dem, Rektor Lone og den hellige due Pipi, flyve afsted. Det havde ikke været en drøm. 

Ps.

Punch ønsker jer alle en glædelig eksamenssæson.